Under Reconstruction

AE: I denne serie har du kombineret billeder af bygninger under ombygning og meget personlige citater fra en ung kvinde. Hvordan blev de tekster til?

BO: Samtidig med, at jeg lavede billederne til “Under Reconstruction”, havde jeg en række samtaler med en ung kvinde, som var midt i en fødselsdepression. Hun oplevede det at gå fra at være kvinde til at blive mor som en voldsom identitetskrise – eller ombygning om man vil. Det var ret grænseoverskridende og lærerigt for mig som mand at høre disse rå følelser og forstå, hvor voldsom sådan en transformation kan være. Jeg havde oprindeligt ikke tænkt, at mine notater fra disse samtaler skulle vises sammen med billederne, men undervejs i processen blev jeg fascineret af, hvordan den historie kunne farve det, jeg så.

AE: Den konventionelle tilgang ville have været at lade samtalerne fungere som inspiration for titlerne, som det ses i ”Kropsideal” eller “Jeg er helt alene”. Hvorfor besluttede du at lade citater fra hende være den kontekst, billeder skulle ses i?

BO: Da hun så mine billeder, så hun sin egen historie i dem, og med hendes tilladelse, begyndte jeg at sammenstille tekstbidderne med billederne. Intuitivt begyndte jeg også at kunne se en sammenhæng mellem tekst og billede. Og det selvom jeg jo vidste, at den ikke eksisterede. Men alene i kraft af, at de optrådte sammen, blev den helt reel.

Måske er det ikke så meget anderledes end den måde, vi kan skabe mening ud af to ikke-relaterede ting som to menneskers identiske fødselsdage. Ikke nok med at billedet er et spejl, af den der ser på det, er det også et foranderligt spejl, som er påvirket af dets omgivelser, hvilket ikke ligefrem gør det nemmere at lave et godt et af slagsen. I sin yderste konsekvens er et billede faktisk i stand til at være både genialt og elendigt på en og samme tid.

Stereo Visions

AE: Din billedserie “Stereo Vision” er ret forskellig fra de andre serier. Man skifter hele tiden fra side til side mellem de forskellige billeder modsat mange af dine andre billeder, hvor jeg har en oplevelse af at blive suget ind i et øjeblik og gå på opdagelse på må og få. Hvad er din ide med det?

BO: Mine dobbeltbilleder opstod egentligt lidt ved en tilfældighed, da jeg havde et symmetrisk billede i to stykker. Det var som om, det øjeblikkeligt ændrede min måde at se på det. Jeg så pludselig meget mere i billedet, når det var delt. Da jeg prøvede at sætte stykkerne sammen igen, blev mit syn igen ufokuseret, og det var det, lige indtil billedet blev delt igen. Det gik op for mig, at der sker noget med vores perception, når vi ser på to næsten ens billeder. Vi begynder at sammenligne det ene med det andet. På samme måde, som hvis man står overfor to enæggede tvillinger. Så forholder man sig meget mere bevidst om alle de små detaljer, de måtte have til forskel. Det hænger måske sammen med den måde, vi husker på: Vi tager udgangspunkt i noget, vi kender, og nøjes med at lægge mærke til forskellighederne. Det samme skete, da jeg spejlvendte den ene side og lavede andre variationer. Hver gang var der nogle nye detaljer, der kom til syne, som jeg ikke havde bemærket før. Og på et emotionelt plan kom de også til at virke forskelligt.

AE: Ser man også på en anden måde, når man begynder at fokusere mere på selve billedet, end når man spejler sig i det og dermed ser mere på noget af sig selv?

BO: Ja, det tænker jeg. Måske er det derfor, jeg finder dem så meditative at se på. Hvis de andre serier har været spejlinger af en selv som beskuer, så ligger oplevelsen her udenfor en selv. Og i en verden af konstante spejlinger og selviscenesættelser er der måske noget meget befriende ved at sætte sin selvspejling lidt på pause?

Nodak Moments

AE: Hvad refererer titlen til?

BO: Eastman Kodak Company kørte en meget effektiv reklamekampagne, The Kodak Moment, som indkapslede det perfekte øjeblik at tage et billede. Den smukke solnedgang, de lykkelige nygifte der kysser eller en dramatisk begivenhed – de øjeblikke hvor vi instinktivt griber efter kameraet for at indfange det for eftertiden.
Et Nodak Moment er det modsatte af et Kodak Moment. Det er steder og scener, som vi næsten ikke registrerer som overhovedet værende steder eller scener, fordi vi finder dem ligegyldige. De steder, vi går forbi hver dag, og ikke ville drømme om at fotografere, fordi der ikke er nogen årsag til at forevige dem.

AE: Hvorfor denne interesse i disse ikke-øjeblikke? Det ikke-instagramable i dag?

BO: For nogle år siden besluttede jeg mig for at være mere bevidst om, hvad jeg valgte at se og ikke se, og jeg indså, at jeg ikke bemærkede størstedelen af typografien omkring mig. For at udfordre min egen perception af hvad der er mindeværdigt, og hvad der er ligegyldigt, og hvad der er værd at fotografere, og hvad der ikke er, begyndte jeg at vende mit kamera mod disse ikke-øjeblikke. I to år havde jeg mit kamera med mig alle steder og tog billeder af de steder, der blev overset. Til sidst havde jeg akkumuleret over 40.000 billeder.

AE: Hvordan afgør du så, hvad der er interessant, hvad du skal beholde, og hvad du skal udelade? Findes det gode Nodak Moment?

BO: Jeg fandt hurtigt ud af, at hvis det var for tydeligt, hvor billederne var fra – et stort vejkryds i København eller et landskab typisk for den franske riviera – så fortalte de for velkendt en historie, og det fascinerende ved ikke-stedet var tabt. Det er bare et dårligt Kodak Moment i stedet, hvor man ser på det, kategoriserer det som et bestemt sted og går videre. Specificiteten gør, at man udelukkende bruger en System 1-læsning, hvilket jeg stadig gerne ville undgå. De virkelig interessante reaktioner opstod ved de helt gennemførte ikke-steder, hvor jeg kunne fjerne nok spor til at undgå System 1 men tilføje nok til at få beskueren til at udforske billedet.

AE: Det lyder som om, det her projekt handlede lige så meget om, hvad de er værdigt som kunstnerisk objekt som at udfordre perceptionen af et bestemt billede?

BO: Både i mit arbejde som kunstner og opfinder har jeg lært, at det nye og interessante altid er i den modsatte retning af der, hvor alle andre kigger hen. Så Nodak Moments indkapsler faktisk den måde at arbejde på ret bogstaveligt. Tidligere beskrev du mig som en, der indfangede tidsånden. Det er skægt for mig at høre, fordi jeg altid har følt mig meget alene med mine ideer i øjeblikket. Måske er det først, når man kommer på tilpas mange års afstand, at man kan se, at de passede ind i en tidsånd.

Men under det her projekt blev jeg faktisk overrasket over, hvor meget jeg havde overset tidligere. Bare på gåturen til den lokale købmand. En tur, som jeg har gået mere eller mindre dagligt i 20 år, hvorpå jeg pludselig kunne blive ved med at finde nye motiver. Det fik mig til at tænke på, hvad jeg ellers var gået glip af. Hvilke andre scener og detaljer var blevet overset? Ikke bare af mig, men af os alle sammen, fordi vi har det med kun at kigge efter noget bestemt.