Interview at Anna Ebbesen til – Blind Spots – Hartmann Books – Stuttgart – 2018 – Bestil bogen her
Introduktion
Da Balder Olrik som 16-årig blev optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi, var det som en af de yngste elever nogensinde. I løbet af de næste 16 år blev han en af de mest betydningsfulde unge kunstnere i Danmark. Som 32-årig skiftede han spor og fik en international karriere som internetpioner og digital opfinder. Men i 2014, 16 år senere, vendte han igen tilbage til kunsten med fotografiet som sit fortrukne medium.
Teksterne i bogen er baseret på løbende diskussioner om billedserierne mellem Balder Olrik og forfatter Anna Ebbesen, og de er redigeret i sommeren 2018.
Anna Ebbesen:
Da du igen blev fuldtidskunstner, var det ikke som en forlængelse af din karriere som maler. Hvorfor gik du fra maleriet til fotografiet?
Balder Olrik:
Jeg udforskede forskellige medier og metoder – indenfor maleri og skulptur – men fotografiet fik mig hooked. Det fik mig til at genopleve den euforiske følelse af at se verden på ny, hvilket man som kunstner kan blive helt afhængig af. Det skete over nogle få dage i marts 2015. Jeg følte, at min hjerne var som en stor magnet, der vendte 180 grader. Væsken, den flød i, skiftede farve fra en dyb magenta til en gennemsigtig azurblå, og pludselig kunne jeg se virkeligheden på en anden måde. Sjældent har jeg følt mig så lykkelig i mit liv. Oplevelsen bekræftede mig i, at det var det rigtige valg, jeg tog, da jeg skiftede tilbage til kunsten.
AE: Har du oplevet det før?
BO: Jeg havde den samme heureka-følelse med maleriet i sin tid. Det sker ikke så tit, at jeg oplever det som kunstner, og ofte går der flere år imellem. Men når det sker, er det fantastisk, og de næste par år går med at udforske det nye udtryksrum, hvilket også er meget tilfredsstillende. Men på et tidspunkt begynder jeg at længes efter den lykkefølelse, det er at opleve verden på ny. Jeg ved nu, at det er et langt sejt træk, der skal til, for at det kommer til at ske igen, og selvom jeg nogle gange spørger mig selv hvorfor, kan jeg bare ikke lade være med at udfordre min egen virkelighedsopfattelse.
AE: Er det jagten på at se verden på ny, der driver dig som kunstner?
BO: På en måde, ja. Men det er også trangen til at udfordre og udforske, hvordan vi alle oplever verden, end bare at se den på nye måder.
Man kunne også sige, at fascination af den menneskelige perception er den røde tråd igennem alt, hvad jeg har lavet. Jeg bliver dagligt forundret over det.
Et af de vildeste perceptionsmysterier er, hvad kunst gør ved os. Særligt de ubevidste processer hvor vi analyserer og fortolker det, vi oplever. Netop det som vi bare gør uden at forstå hvorfor. Hvad er det, der sker i de øjeblikke? Og hvordan kan jeg trigge det ubevidste, så det næsten kommer i karambolage med det bevidste. Så vi får to fortolkninger eller meninger, som vi bliver nødt til aktivt at forholde os til, og dermed tage en beslutning om, hvad vi egentlig tror, vi ser. Som Ludwig Wittgenstein siger det: ”Nothing is so difficult, as not deceiving oneself”.
Blind Spots
AE: Hvad er det omkring perception, som du finder så fascinerende? Andre kunstnere fokuserer ofte mere på ekspression end perception?
BO: Det har altid undret mig, hvor ufuldkomment og subjektivt vi ser på verdenen.
Jeg kan huske, at folk altid skulle fortælle mig, hvilken type jeg var som barn. Men de så sjældent det samme barn, så definitionerne var vidt forskellige. På samme måde var min oplevelse af en situation ofte i skærende kontrast til, hvordan mine forældre oplevede den.
Senere i livet oplevede jeg det samme med mine billeder. Jeg havde ofte en ret klar intention om, hvad det var, jeg ville lave. Men folk læste vidt forskellige ting ind i billederne. Jeg opfattede det som en dybt frustrerende begrænsning. Ikke bare med mine malerier, men med al slags kunst og kommunikation i det hele taget. Men på et tidspunkt slog det mig. Det handlede ikke om de billeder, de så på, men om hvad de så af dem selv i billederne, og det slog mig, at det i virkeligheden var spejle, jeg lavede. Det gode billede er et spejl, der kan reflektere noget dybt og hengemt i beskueren, som vedkommende pludselig må forholde sig til. Men hvad de præcist spejlede, havde jeg kun en begrænset indflydelse på. Men der var helt klar nogle, som spejlede noget dybere end andre.
AE: Jeg ved, at du blandt andet er inspireret af moderne perceptionsanalyse som for eksempel adfærdsforskeren Daniel Kahnemans tanker om de to måder, hvorpå vi skaber mening i mødet med omverdenen. Hvordan har det påvirket dit arbejde?
BO: Kahneman beskriver vores perceptionssystem som værende todelt. “System 1” er det automatiske perceptionssystem, der på et splitsekund er i stand til at forstå sammenhængen, vi er i, baseret på vores hidtidige erfaringer. Nogle kalder ”System 1” for intuitionen, men det er kun en halv sandhed. Det kunne ligeså godt hedde en kategoriseringsmaskine. “System 2” fungerer modsat. Det arbejder betydeligt langsommere men er i stand til at analysere vores indtryk og komme til nye erkendelser, som med tiden kan blive en del af ”System 1”’s erfaringsgrundlag. Det som vi spejler verdenen op imod. Vi vil altid forsøge at læse virkeligheden igennem ”System 1”, medmindre der mangler vital information til at forstå det oplevede. Så slår vi over i en bevidst ”System 2”-læsning.
Kahnemans teorier bekræftede min egen oplevelse af perception, og det inspirerede mig til at lave en række forsøg med, hvordan man læser et billede.
AE: Hvordan begyndte du at eksperimentere?
BO: Først begyndte jeg at skjule de dele af billedet, som System 1 bruger til at kategorisere med. Dette gjorde jeg ved at fjerne nogle skilte, døre og vinduer. Men det blev for alvor spændende, da jeg begyndte at indlægge forskellige grader af ”blind spots”, som kunne være prikker eller firkanter, hvor nogle først opdages, når man leder efter dem. Sammen forhindrede de to teknikker en hurtig fortolkning og fik dig til at engagere dig i billedet på en helt ny måde. Og når du så begyndte at opdage de forskellige typer af ”blind spots”, var det en intuitiv påmindelse om, at vi ved første øjekast ikke ser alt. En oplevelse, der ideelt set gør, at man aldrig bliver færdig med at se på dem.
Under Reconstruction
AE: I denne serie har du kombineret billeder af bygninger under ombygning og meget personlige citater fra en ung kvinde. Hvordan blev de tekster til?
BO: Samtidig med, at jeg lavede billederne til “Under Reconstruction”, havde jeg en række samtaler med en ung kvinde, som var midt i en fødselsdepression. Hun oplevede det at gå fra at være kvinde til at blive mor som en voldsom identitetskrise – eller ombygning om man vil. Det var ret grænseoverskridende og lærerigt for mig som mand at høre disse rå følelser og forstå, hvor voldsom sådan en transformation kan være. Jeg havde oprindeligt ikke tænkt, at mine notater fra disse samtaler skulle vises sammen med billederne, men undervejs i processen blev jeg fascineret af, hvordan den historie kunne farve det, jeg så.
AE: Den konventionelle tilgang ville have været at lade samtalerne fungere som inspiration for titlerne, som det ses i ”Kropsideal” eller “Jeg er helt alene”. Hvorfor besluttede du at lade citater fra hende være den kontekst, billeder skulle ses i?
BO: Da hun så mine billeder, så hun sin egen historie i dem, og med hendes tilladelse, begyndte jeg at sammenstille tekstbidderne med billederne. Intuitivt begyndte jeg også at kunne se en sammenhæng mellem tekst og billede. Og det selvom jeg jo vidste, at den ikke eksisterede. Men alene i kraft af, at de optrådte sammen, blev den helt reel.
Måske er det ikke så meget anderledes end den måde, vi kan skabe mening ud af to ikke-relaterede ting som to menneskers identiske fødselsdage. Ikke nok med at billedet er et spejl, af den der ser på det, er det også et foranderligt spejl, som er påvirket af dets omgivelser, hvilket ikke ligefrem gør det nemmere at lave et godt et af slagsen. I sin yderste konsekvens er et billede faktisk i stand til at være både genialt og elendigt på en og samme tid.
Stereo Visions
AE: Din billedserie “Stereo Vision” er ret forskellig fra de andre serier. Man skifter hele tiden fra side til side mellem de forskellige billeder modsat mange af dine andre billeder, hvor jeg har en oplevelse af at blive suget ind i et øjeblik og gå på opdagelse på må og få. Hvad er din ide med det?
BO: Mine dobbeltbilleder opstod egentligt lidt ved en tilfældighed, da jeg havde et symmetrisk billede i to stykker. Det var som om, det øjeblikkeligt ændrede min måde at se på det. Jeg så pludselig meget mere i billedet, når det var delt. Da jeg prøvede at sætte stykkerne sammen igen, blev mit syn igen ufokuseret, og det var det, lige indtil billedet blev delt igen. Det gik op for mig, at der sker noget med vores perception, når vi ser på to næsten ens billeder. Vi begynder at sammenligne det ene med det andet. På samme måde, som hvis man står overfor to enæggede tvillinger. Så forholder man sig meget mere bevidst om alle de små detaljer, de måtte have til forskel. Det hænger måske sammen med den måde, vi husker på: Vi tager udgangspunkt i noget, vi kender, og nøjes med at lægge mærke til forskellighederne. Det samme skete, da jeg spejlvendte den ene side og lavede andre variationer. Hver gang var der nogle nye detaljer, der kom til syne, som jeg ikke havde bemærket før. Og på et emotionelt plan kom de også til at virke forskelligt.
AE: Ser man også på en anden måde, når man begynder at fokusere mere på selve billedet, end når man spejler sig i det og dermed ser mere på noget af sig selv?
BO: Ja, det tænker jeg. Måske er det derfor, jeg finder dem så meditative at se på. Hvis de andre serier har været spejlinger af en selv som beskuer, så ligger oplevelsen her udenfor en selv. Og i en verden af konstante spejlinger og selviscenesættelser er der måske noget meget befriende ved at sætte sin selvspejling lidt på pause?
Nodak Moments
AE: Hvad refererer titlen til?
BO: Eastman Kodak Company kørte en meget effektiv reklamekampagne, The Kodak Moment, som indkapslede det perfekte øjeblik at tage et billede. Den smukke solnedgang, de lykkelige nygifte der kysser eller en dramatisk begivenhed – de øjeblikke hvor vi instinktivt griber efter kameraet for at indfange det for eftertiden.
Et Nodak Moment er det modsatte af et Kodak Moment. Det er steder og scener, som vi næsten ikke registrerer som overhovedet værende steder eller scener, fordi vi finder dem ligegyldige. De steder, vi går forbi hver dag, og ikke ville drømme om at fotografere, fordi der ikke er nogen årsag til at forevige dem.
AE: Hvorfor denne interesse i disse ikke-øjeblikke? Det ikke-instagramable i dag?
BO: For nogle år siden besluttede jeg mig for at være mere bevidst om, hvad jeg valgte at se og ikke se, og jeg indså, at jeg ikke bemærkede størstedelen af typografien omkring mig. For at udfordre min egen perception af hvad der er mindeværdigt, og hvad der er ligegyldigt, og hvad der er værd at fotografere, og hvad der ikke er, begyndte jeg at vende mit kamera mod disse ikke-øjeblikke. I to år havde jeg mit kamera med mig alle steder og tog billeder af de steder, der blev overset. Til sidst havde jeg akkumuleret over 40.000 billeder.
AE: Hvordan afgør du så, hvad der er interessant, hvad du skal beholde, og hvad du skal udelade? Findes det gode Nodak Moment?
BO: Jeg fandt hurtigt ud af, at hvis det var for tydeligt, hvor billederne var fra – et stort vejkryds i København eller et landskab typisk for den franske riviera – så fortalte de for velkendt en historie, og det fascinerende ved ikke-stedet var tabt. Det er bare et dårligt Kodak Moment i stedet, hvor man ser på det, kategoriserer det som et bestemt sted og går videre. Specificiteten gør, at man udelukkende bruger en System 1-læsning, hvilket jeg stadig gerne ville undgå. De virkelig interessante reaktioner opstod ved de helt gennemførte ikke-steder, hvor jeg kunne fjerne nok spor til at undgå System 1 men tilføje nok til at få beskueren til at udforske billedet.
AE: Det lyder som om, det her projekt handlede lige så meget om, hvad de er værdigt som kunstnerisk objekt som at udfordre perceptionen af et bestemt billede?
BO: Både i mit arbejde som kunstner og opfinder har jeg lært, at det nye og interessante altid er i den modsatte retning af der, hvor alle andre kigger hen. Så Nodak Moments indkapsler faktisk den måde at arbejde på ret bogstaveligt. Tidligere beskrev du mig som en, der indfangede tidsånden. Det er skægt for mig at høre, fordi jeg altid har følt mig meget alene med mine ideer i øjeblikket. Måske er det først, når man kommer på tilpas mange års afstand, at man kan se, at de passede ind i en tidsånd.
Men under det her projekt blev jeg faktisk overrasket over, hvor meget jeg havde overset tidligere. Bare på gåturen til den lokale købmand. En tur, som jeg har gået mere eller mindre dagligt i 20 år, hvorpå jeg pludselig kunne blive ved med at finde nye motiver. Det fik mig til at tænke på, hvad jeg ellers var gået glip af. Hvilke andre scener og detaljer var blevet overset? Ikke bare af mig, men af os alle sammen, fordi vi har det med kun at kigge efter noget bestemt.
Outro
AE: Du har talt en del om perceptioner af verden generelt og dine billeder i særdeleshed, men til trods for snakken om dette meget menneskelige fænomen så er der ingen mennesker i dine billeder – hvorfor?
BO: Ligesom jeg ikke vil låse læserens perception af et billede og gerne vil udfordre folks umiddelbare reaktioner af det, så synes jeg ofte, at billeder af mennesker gør det stik modsatte. Et ansigt i et billede sluger al din opmærksomhed, og du vil højst sandsynligt overse alt andet i billedet.
Vi er så tiltrukket af hinanden at vi ikke bemærker vigtige elementer af billeder – selv en synlig elefant i rummet vil ikke blive bemærket. Der var en viral video for nogle år siden af en basketballkamp, hvor en gorilla pludselig går forbi skærmen. Normalt er det en hændelse, som man ville finde ret forstyrrende, men folk så ikke gorillaen. Ikke før de blev spurgt, om de havde set gorillaen og så videoen igen. Når man fjerner mennesker fra et billede, så kan motivet komme til live på egne betingelser. Udfordringen for mig er så at gøre billedet interessant nok på trods af de manglende mennesker, så det stadig kan indfange beskueren, og få dig til at gætte på, hvorfor lige netop dette billede er blevet skabt.
AE: Gør det også billedet lettere at relatere til, når menneskerne er blevet fjernet? Bliver det til et bedre ”spejl”?
BO: Det synes jeg. Vores dominerende System 1 er så besat af at kategorisere andre menneskers køn, klasse, race, alder, udseende osv., og sammenligne det med sig selv, at man ikke ser meget andet. Uden mennesker i billedet, så begynder du at udforske, hvor du er. Og ved at fjerne alle tegn, der ville afsløre et sted for hurtigt, dvs. hvor billedet er taget henne, så gør jeg også stederne mere almene som nogle fra den vestlige verden, hvor du måske en gang har været. Det får dig til at overveje, om du rent faktisk har været der, og bare overså denne her scene. Hvis der er et overordnet mål for mig med mine billeder, så er det at få folk til at genopdage denne verden, som er lige foran dem, med fornyet nysgerrighed, og større forståelse for deres egen perception.
Blind Spots – Hartmann Books – Stuttgart – 2018 – Bestil bogen her