At se noget hvor intet er

Af Erik Steffensen. – forfatter, billedekunstner, Kurator & tidl. proffesor på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Balder Olrik tør godt stille store spørgsmål til tilværelsen. Han er analytisk af natur. Og det var der måske ikke mange der så, da han i en alder af 16 år blev optaget på Kunstakademiet i København. For male kunne han, i en grad så der var grobund for massiv medvind fra begyndelsen. Parret med en af de sjældnere talenter, at kunne række ud over akademiets snævre miljø. Han forlod uddannelsen tidligt og det lignede, og var, en kometkarriere. Han fulgte ikke den gængse bane, lignede ingen andre og dog er der noget tidstypisk på færde fra 1980ernes midte til 1990erne. Billederne var dunkle, melankolske og havde den weltschmerz som man genfandt i film fra gennembrudsårenes Lars von Trier, Understrømmen var den samme. Der var noget digterisk, symbolladet, undersøgende, nøgent og nøgternt i Balder Olriks bevægende billeder. Men der var ikke noget logisk fællesskab mellem samtidens hurtige vilde og ironiske malere og Balder Olrik. Det så ikke ud som om han mødte mennesker blandt de kunstnere, der danner institutionelle sociale platforme. Billederne var forestillinger om dystre koncentrationslejre, morbide udsagn, dybe mørke stemmer fra svundne epoker og teatralske portrætter og historiske undersøgelser.. Han gjorde sit arbejde, nørdede igennem, fandt bøger, postkort, lavede fotos, blæste dem op i stort format, malede sine billeder, udstillede og fulgte det spor, de satte.

Kunstneren analyserede måske ikke billederne han fandt, de havde blot fascinationskraft, men han analyserede deres virkning. Hvilket set-up skal der til for at nå dér og derhen og hvordan videre, mulige udgange. Næste træk. Balder Olrik er skakspiller. Han ser kombinationer. Han er opmærksom på begyndelsesbetingelserne. De første træks betydning for spillets udvikling. Han har gennem en periode lagt nogle af sine tidlige værker ud på Facebook. Han kommer med kommentarer om deres tilblivelse, han får feedback, noget sker, han går skridtet videre. Skatkammeret er åbnet. Han fortæller om indflydelsen fra computeren, han fik Photoshop installeret i 1992. Det åbnede nye muligheder. Men billederne forblev håndværksmæssigt prægede. Et billede fra 1994 fyldt af patos der forestiller en strandet flyvemaskine fra 2. Verdenskrig er skabt af 60.000 fluer. Overvejelserne om hvilken logistisk bedrift det er at finde fluerne, der blev købt hos en insektopdrætter på Nørrebro, og at aflive dem, vejer måske tungere end billedets faktiske indhold, det perspektiviske billede af maskinen, det forladte vrag. Lærredet måler 152 x 305 cm. Det er billedmekanik, der interesserer, der er en undersøgelse i gang, som er vigtig: Synet af og bevidstheden om fluernes liv og død. Fluerne fylder mere end hvad der eventuelt er hændt under denne eller hin krig på dette eller hint billede. Balder Olrik har brugt fotografier som forlæg i sine malerier. Fotografier hentet et sted fra, ligesom fluerne, der møjsommeligt er limet på lærredet en for en. Man tænker på andet end døde fluer ved den gestus. At slå ihjel. Håndens arbejde som skarpretter eller handlingen som bodsvandring. Motivet siger mindre om døden som indhold end metoden. Således er fotografiet løsgjort fra fremstillingsprocessen. Vi ser noget, et flyvrag, men ved nærmere eftersyn er det noget helt andet, vi ser close-up. Balder Olriks nye værker ”arbejder” på samme måde. De har en hurtig side og en langsom. Et motiv og et ”noget” der forstyrrer tankevirksomheden som døde fluer. Noget der kortslutter tanken og gør os midlertidigt blinde. Kunstnerens arbejde handler om erkendelsesprocesser. Og for at de skal komme i stand er det godt at have et udgangspunkt, et motiv, et sprog, der kan bære oplevelsen ud til beskueren. Det har kunstneren. Han kan skille tingene ad. Og sætter motivet sammen som en digter eller komponist.

Medieinteresse, nysgerrighed og interessen for det filosofiske spil der skaber det næste værk førte til en radikal kunstnerisk beslutning efter internettets fremkomst. Her fandt kunstneren en lighed mellem mediet og hans egen metode. En nytårsaften lavede han et forsæt. Næste år ville han forsøge kun at skabe billeder med relation til internettet. Det var ukendt land, ligesom de sønderbombede landskaber han havde fokuseret på hidtil. Hvad kommer efter et nedbrud, en ødelæggelse, et absolut tab? Balder Olrik gik all-in i mediets lysende urlandskab. Han tilbragte tid foran computeren ikke blot med at lære nyt sprog, men for at skabe det. Han var i ingenmandsland. Han skiftede fokus fra maleriet og medvirkede til opstarten af nye virksomheder, der tog sig af den nye adfærd, der var forbundet med internettets globale muligheder og udbredelse og hurtigt ændrede samfundet. Han skiftede spor.  Fra et medie til et andet. For en gangs skyld virkede det som om billedkunsten var bagud i forhold til det nye medie. De virale forbindelser er hurtige, kunsten langsom. I 1985 havde Balder Olrik malet et billede af langsomhedens poet par excellence Rainer Maria Rilke. En digter, der kunne tilbringe timer, dage og uger foran det samme billede af Paul Cézanne, for at skrive det frem, som han så. Han fordybede sig. Der var et slægtskab.

Balder Olrik formår at holde den psykiske energi han har til rådighed fokuseret om et emne. Fluerne er et godt eksempel på tålmodighedsarbejde. Og om noget er computeren vel det redskab, der kræver mest tålmodighed at arbejde med, for nettet tilbyder konstant mulighed for digression. Det er skabt til at fange din opmærksomhed og lokke dig og dine tanker på afveje. Virksomheder tilbyder deres medarbejdere kurser i mindfulness og fitness for at kunne stå distancen foran skærmen. De fleste kontorlandskaber er uden kunstnerisk udsmykning, medarbejderne skulle jo nødig fortabe sig i andre verdener end de produktionsfremmende. Mennesket er udstyret med et begrænset reservoir af vilje og disciplin. Vil man ændre noget, er det klogest at gøre det lidt ad gangen og på faste tidspunkter, så nye vaner indarbejdes. Balder Olrik gjorde det modsatte. Han rykkede helt væk fra kunsten ind i det informationsspækkede og kunstfremmede medie. Det kræver mod at save den gren over, man sidder på. Han var villig til at lide tab, det tab alle hans billeder i for for sig handler om, tab af tid, information, mening. Måske var han i stand til at foretage sig det radikale spring, fordi han netop var optaget af spillets karakter og regler, der kunne efterprøves. Han blev ikke mindre kunstner af den rokade, men han holdt op med at producere malerier. Han udfordrede sig selv. Stillede endnu et stort spørgsmål til tilværelsen. Hans dagligdag blev anderledes. Møderne fik en anden karakter. Atelieret blev kontor, lærredet blev skærm, kunsten satte han på stand-by.

Balder Olrik har vist sine evner som en særdeles manøvredygtig kunstner. Han kan følge sin intuition også når den fremstår som strategisk tænkning. Det giver billederne en indre styrke. I sit nyeste arbejde er han tilbage, ikke hvor han slap sit maleri for snart tyve år siden, men i det felt som hans arbejde har bragt ham frem til. Han forener sin fotografiske og computerrelaterede interesse med den overbygning som studier i menneskelig adfærd og perception har bidraget med. Han er især optaget af den nobelprisvindende psykolog Daniel Kahnemans teorier. Hans arbejde relaterer til de økonomiske valg, vi mennesker foretager og hvorfor vores dømmekraft ofte bliver sat ud af spil. Hvorfor vi gang på gang falder for et lokkende tilbud, men burde vide bedre. Hvordan vores hurtige hjerne overbeviser os og arbejder uden at konsultere den eftertænksomme del. Det falder godt i tråd med Balder Olriks proces. Og som i et skakspil er vi inde i en ny fase af værket, hvor der er sket et afgørende skred. Balder Olriks nye billeder ligner ikke de tidligere excesser og succeser. Det tydeligste træk i fornyelsen er virkelighedens tilstedeværelse. Der synes ikke at være noget filter. Balder Olrik opererer stadig med et malerisk rum, med sarte douce farver i et velkomponeret rum, men fortryllelsen og fortidens billedlån er pist borte. Historiebogen lukket. Vi er landet midtvejs i real life. Tingene er konkrete og håndgribelige. Det gør næsten ondt at mærke at fortabelsens flugtveje i den filmiske udgave er fraværende. Der er tilsyneladende ingen fiktion. Poesi. Kun hårde skarpe fotografier fra en verden vi synes at kende. En verden så tæt på at den hurtige hjerne allerede har købt huset på genkendelsens fantastiske matadorplade. Så langt så godt. Men atmosfæren er unheimlich.

Kunstneren har været på besøg ude i virkeligheden med sit kamera. Han har bevæget sig fra station til station, fra atelier over kontor til virkelighed og tilbage til det rum, der nu må siges at være et både/og. Billederne rummer tid, indkapsler lange øjeblikke, og ikke i nostalgisk forstand. Det er en cool omgang pigment printet på papir. De er indrammet og går således ind i den langsomme kategori, hvor vi må indstille os på at det flimrende lys fra computerskærmen var et midlertidigt stop på rejsen. Et medie, ikke en endestation. Billederne er efterbehandlet med kirurgisk præcision. Ser man efter, og det gør man, fordi billederne er så farvemættede, at man får lyst til at nærkigge, opdager øjet, at det er blevet ledt på vildspor. At puslespillet mangler nogle brikker. At billedet ikke stemmer overens med den virkelighed, man netop genkendte. Der er døde, ensfarvede firkanter på fladen. Violette, grønlige, rosa, støvede blå. Farvefelter, hvor informationsniveauet er lavt, som om et gardin var blevet trukket for på et hotel i Østblokken før Murens fald. Måske skjuler feltet noget. Måske ikke. Måske er der et menneske bag farvelågen, et tegn på liv bag de gråmelerede pastelfarver. Motiverne er ikke opmuntrende. Balder Olriks billeder ikke længere mørke og dragende. Vi er kommet ud i midalderens gråvejr, som om livsrejsen også har sine stationer, der tilsvarer billedets. Der er ingen bravour. Ingen symfonisk undergangsstemning. Tonen er nærmest neutral. Tankerne inviteres indenfor. Billederne er en meditation og motiverne underspillede. De bearbejdede, fotografiske værker viser eksempelvis et københavnsk gadekryds med beboelseshus og vejskilt,
bagsiden af en forlystelsespark med rutschebane som rejser sig mod himlen, en benzinstation ved aftentide hvor tanken ledes hen på menneskets mentale optankning men også ensomheden.

Tristesse, poesi, lys, lyset. Kunstværkets bestanddele fornægter sig ikke i Balder Olriks univers. Hardcore billeder der på alle måder virker emotionelle. Det er umuligt at fortsætte associationernes galop, internettes distraktionsmuligheder, der er fuld stop her. Ingenting kører, bilen holder stille, rutschebanen er blot en dinosaur indfanget i en park, flyvemaskinerne er ikke i luften, kørebanen er ryddet, butikken lukket hvis da ikke nedlagt. Men vi er alligevel ude at køre som beskuere. Opleve, aflæse, lede. Blikket arbejder. Balder Olrik inviterer os på sit road trip. Og det gælder om at finde vej ind i billedets mennesketomme labyrint. Hvordan vil publikum reagere? Er det billeder til det mandlige eller kvindelige blik? Engang brugte kunstneren smeltet voksfarve til at opnå en impressionistisk strindbergsk alkymistisk virkning i sit maleri. Det gyldne lys. Det milde lys. Det guddommelige? Det er der endnu. De nye værker handler også om forvandlingens drama. Om at se noget hvor intet er. Nede på jorden.

Erik Steffensen (1961) er forfatter, billedkunstner og udstillingstilrettelægger. Professor på Kgl. Danske Kunstakademi 1998-2007. Udgivelser bl.a. Strindbergs Metode (1993), Valbyengelsk (2003), High Five (2010). Fotografiske værker repræsenteret på bl.a. Louisiana, Aros og Statens Museum for Kunst. Bor og arbejder i Birkerød og på Læsø.