Bibis Gambit?

Skete 7 oktober angrebet med Netanyahus velsignelse?

af Balder Olrik7. oktober 2025

English version – Dansk version

Den 7. oktober 2023 vågnede verden op til chok og rædsel – Israel var blevet udsat for et massivt terrorangreb. Cirka 4.000-6.000 Hamas-krigere brød på én gang igennem den normalt stærkt bevogtede grænse. En styrke på størrelse med hele den danske hær var i al hemmelighed blevet mobiliseret og angreb uden at blive opdaget. Denne fortælling, som i bagklogskabens lys nok lyder for utrolig til at være sand, blev i det store hele ukritisk accepteret af offentligheden. Men hurtigt begyndte en række veldokumenterede forhold at komme frem og kaste et nyt, langt mere tvetydigt lys over Netanyahu og hans inderkreds’ rolle før og under angrebet – forhold, der dog aldrig rigtigt nåede til Danmark, hvor hans narrativ fik lov at leve uforstyrret.

Netanyahu viste det – men undlod at handle

New York Times kunne allerede i november 2023 afsløre, at Israels efterretningstjeneste mindst et år før Hamas’ angreb den 7. oktober 2023 var i besiddelse af en 40-sider lang, detaljeret angrebsplan fra Hamas. Planen var blevet oversat og cirkuleret på flere niveauer i IDF (Israel Defense Forces) og blandt efterretningsofficerer. Den beskrev nøje trin som raketbombardementer, droneangreb på overvågningssystemer ved grænsen og derefter en indtrængning af væbnede Hamas-folk via et forgrenet net af ruter – præcis som det senere skete.
Man skulle tro, at Netanyahu på det tidspunkt, hvor angrebsplanen blev kendt, ville tage sine forholdsregler og forsøge at obstruere den meget ambitiøse plan. Eller som et minimum forstærke grænsen, når man nu havde en detaljeret plan for, hvordan den skulle forceres, men intet af det skete.

Finansiering af angrebet

I årevis organiserede Netanyahu – med Qatar som donor – at milliarder af dollars blev kanaliseret direkte til Hamas. Pengene blev månedligt overført kontant i kufferter gennem den israelsk-kontrollerede grænse. Det skete med Netanyahu-regeringens godkendelse og logistiske støtte, helt op til terrorangrebet. Tidligere premierministre Ehud Barak og Ehud Olmert samt tidligere Shin Bet-chef Yuval Diskin har alle offentligt kritiseret Netanyahu for at kanalisere disse enorme pengesummer til Hamas – penge, som, de sagde, styrkede den militante fløj på bekostning af civilbefolkningen, da de i vidt omfang endte hos Hamas’ militære fløj.
Strategien var den klassiske “del og hersk”, der skulle holde den indre uenighed blandt palæstinenserne i live og forhindre, at det mere pragmatiske og sekulære Fatah, som dominerer Vestbredden, også fik overtaget i Gaza. Uden denne gigantiske pengeindsprøjtning ville 7. oktober-angrebet slet ikke have været en mulighed.

Det trækker op til uvejr

I ugerne op til angrebet rapporterede israelske overvågningsenheder gentagne gange om omfattende og bekymrende Hamas-aktivitet: dronetræning, angreb på øvelsespunkter og modeller af israelske tanks og observationstårne samt træning i gidseltagning – uden at nogen på højere niveau løftede et øjenbryn.
Tre dage før angrebet ringede alarmklokkerne hos de internationale efterretningstjenester. Flere af dem videregav deres oplysninger til Israel, så landet havde mulighed for at tage sine forholdsregler. Også Egyptens præsident advarede personligt Benjamin Netanyahu om, at et stort Hamas-angreb var nært forestående – noget Netanyahu senere benægtede, men som blev bekræftet af U.S. House of Representatives Foreign Affairs Committee, der ligeledes var blevet advaret.

Uforståelige valg

Efter advarslen tog IDF’s ledelse flere uforståelige beslutninger i de følgende dage. Der blev ikke taget initiativ for at modgå det forestående angreb. Tværtimod gjorde man det så nemt som muligt for Hamas at gennemføre det – og øgede risikoen for både militære og civile tab betragteligt op til angrebet.

Flytningen af Nova-festivalen med sine 3.500 deltagere virker ejendommelig. Den psykedeliske trancefestival skulle have været afholdt et helt andet sted, langt fra Gaza, men to dage før angrebet – altså dagen efter at man havde fået stribevis af advarsler – blev arrangementet med IDF’s mellemkomst flyttet til et område tæt på grænsen og uden militær beskyttelse.

En anden uforståelig beslutning var, at man fjernede IDF’s 89. “Oz” Brigade fra Gaza-grænsen. Oz er en af Israels mest eliteprægede og specialiserede styrker, som har gennemført komplekse operationer langs grænsen mod Gaza og på Vestbredden. Styrken råder over det nyeste materiel og har stor erfaring med kamp mod uregelmæssige, letbevæbnede fjender – præcis som Hamas. Enheden betragtes som den bedst kvalificerede til at forhindre indtrængning og angreb på israelsk territorium.
Oz-brigaden blev trukket væk fra grænsen til Gaza to dage før 7. oktober og efterlod opgaven til et lille, mindre erfarent og ringe udrustet lokalt mandskab. Oz-brigadens fravær nævnes i både IDF’s egne undersøgelser og internationale analyser som en af de vigtigste enkeltstående faktorer for Hamas’ succes.
Alt dette skete, selv om rapporterne om mistænkelig Hamas-aktivitet tog yderligere til, jo tættere man kom på 7. oktober.

Natten op til angrebet

Omkring midnat blev en usædvanlig masseaktivering af israelske SIM-kort i Gaza rapporteret til IDF-ledelsen. Israelske Channel 14 rapporterede live, at det drejede sig om cirka 1.000 SIM-kort, men igen valgte IDF-ledelsen ikke at hæve beredskabsniveauet. I stedet afviste de tallene som stærkt overdrevet, selvom antallet lød realistisk i forhold til antallet af Hamas-krigere.

Få timer før angrebet modtog IDF’s ledelse e-mails fra både egne baser og Shin Bet om tydelige tegn på et nært forestående angreb. Chefen for staben blev opdateret kl. 1:30, og der blev holdt kriserådgivning cirka kl. 3:30. Man valgte dog kun at sende tre droner og en kamphelikopter op – og ikke at aktivere større beredskab eller mobilisere ekstra styrker.

Den ansvarlige fra Gaza-divisionen den weekend, brigadegeneral Avi Rosenfeld, var stærkt bekymret over de mange efterretninger fra Gaza. Han forsøgte at få øget beredskabet langs grænsen og i de omkringliggende samfund, de skulle beskytte. Forespørgslen fik dog den stik modsatte effekt, da IDF-ledelsen bad ham om ikke at tage ‘støjende’ skridt, der kunne vække Hamas’ mistanke. Man kan kun gisne om, hvorfor det var vigtigt, at Hamas ikke skulle fatte mistanke.

Måske derfor modtog soldater langs grænsen kl. 5:20 en usædvanlig og fatal ordre fra deres overordnede om at aflyse samtlige patruljer fra kl. 5:20 til 9:00 – præcis det tidsrum, hvor Hamas havde planlagt at angribe. En overlevende fra Pega-udposten, Shalom Sheetrit, beskrev foran Knesset, hvordan mange af hans kammerater valgte at gå i seng efter den “mærkværdige” ordre. Få timer senere blev Pega-udposten udraderet – taget på sengekanten i ordets bogstaveligste forstand. Fjorten blev dræbt og én bortført. De formåede heller ikke at beskytte den bagvedliggende kibbutz, hvor mere end 100 blev dræbt.

Minimal modstand

Fra kl. 6:30 til 7:00 brød Hamas gennem grænsen over 30 steder og sendte 4.000-6.000 Hamas-soldater ind på israelsk territorium – til fods, i køretøjer, på motorcykler, i speedbåde og via paraglidere. De israelske stillinger var næsten ubeskyttede – kun omkring 12 soldater pr. kilometer grænse – og blev derfor lynhurtigt overmandet, da de møder minimal modstand.

Massakren på Nahal Oz-basen

Et af de første angreb, Hamas udførte inde i Israel, var rettet mod Nahal Oz-basen, kun 850 meter fra grænsen. Her var der udstationeret 23 teenagepiger i alderen 18-19 år som observatører for IDF’s Unit 414. Ud af disse blev 16 dræbt under selve angrebet, mens 7 blev bortført til Gaza.
De var udstationeret her for at overvåge området via kameraer og elektroniske sensorer – uden våben og uden egentlig kampuddannelse. Deres sikkerhed afhang derfor helt og holdent af deres bevæbnede kolleger. Ifølge IDF’s interne undersøgelse var der på dagen for angrebet kun én soldat ved hovedvagten og tre i en standby-enhed tæt på, så de blev et utroligt nemt bytte for Hamas.
Disse teenagepiger, havde ogsåi månederne op til angrebet, advaret deres overordnede gentagne gange om foruroligende Hamas-aktivitet – blandt andet droneflyvninger og store øvelser ved grænsen. Advarslerne blev, som sagt, fuldstændig ignoreret højere oppe i systemet. Den ringe beskyttelse og ignorering fra IDF’s side har da også ført til stor vrede blandt de efterladte forældre.



Massakren ved Nova-festivalen

Hamas havde intet forhåndskendskab til Nova-festivalen – en psykedelisk trancefest – da deres 1. og 3. kompagni fra Nuseirat-bataljonen helt tilfældigt stødte på festivalen på vej mod den religiøse by Netivot, som var deres egentlige mål. Dette angreb endte som den værste civile massakre den dag: 378 personer blev dræbt i festivalområdet og på de tilstødende veje; heraf 344 civile og 34 sikkerhedspersonel, ligesom mindst 44 blev bortført som gidsler fra festivalen den dag.
Efter nogen tid på festivalområdet havde Hamas-bataljonen delt sig op. En mindre gruppe blev tilbage, andre returnerede til Gaza med gidsler, mens hovedparten af de over 100 mænd fortsatte mod Netivot, hvor de dog blev afvist af israelske tanks og vendte om.
Først kl. 8:20 nåede en enkelt IDF-tank frem til festivalen, men den blev hurtigt sat ud af spillet. I mange timer var festivalpladsen derfor uden militært forsvar. Betydelige israelske styrker ankom først kl. 11:35–11:50, fire timer efter angrebet var begyndt.

Hannibal-direktivet

Ifølge det såkaldte Hannibal-direktiv har israelske soldater pligt til at åbne ild mod egne borgere, hvis der er risiko for, at de bliver bortført som gidsler af fjenden. I praksis betød det, at mange civile på flugt fra terroristerne blev dræbt af IDF’s tunge skyts – brændt til ukendelighed i deres egne biler. Cirka 1.139 mennesker blev dræbt i Israel den dag, heraf 72% civile. Hvor stor en andel af disse civile, der blev ramt af IDF’s egen ild, er stadig uafklaret, men FN og graverjournalister peger på store civile tab forårsaget af Hannibal-direktivet. IDF har selv udtalt, at det ikke vil være moralsk forsvarligt at undersøge disse hændelser – af hensyn til de soldater, der har fulgt ordrerne. Af moralske grunde undlader man altså at undersøge sig selv. For at forstå tragediens omfang, bliver vi nødt til at forstå, at IDF foretrækker en død israeler frem for et gidsel.

Hvad lykkedes?

Det lykkedes IDF at beskytte Netivot – Netanyahus politiske og religiøse kerneland, som rummer harediske yeshiva-institutioner og store religiøse befolkningsgrupper. Her var den militære tilstedeværelse så stor, at Hamas-terroristerne blev skræmt væk.
Derimod endte deltagerne på den psykedeliske Nova-festival med at være den store taber – en festival som kun to dage forinden var blevet placeret mellem Netivot og grænsen til Gaza.

Langsom og svag reaktion

IDF’s reaktion på Hamas-angrebet den 7. oktober var bemærkelsesværdigt langsom og mangelfuld, hvilket er blevet veldokumenteret i officielle undersøgelser. Ifølge det israelske luftvåbens egen rapport var beredskabet den dag på et historisk lavpunkt, i skarp kontrast til den normale kapacitet.
De første intensive anmodninger om flystøtte blev ligeledes afvist, og reelle luftangreb mod angribende Hamas-styrker blev først iværksat flere timer efter angrebets begyndelse. En stor del af hæren var sendt hjem på orlov den weekend eller flyttet til Vestbredden, så det tog mange timer at mobilisere og organisere forsvaret, da hæren nærmest var gået i dvale netop den dag. Hvilket lod tusindvis af Hamas-krigere operere næsten uforstyrret. Den langsomme reaktion bidrog direkte til det høje civile dødstal og den ødelæggelse, der fandt sted i de første timer og dage efter angrebet.

Hvem hjalp Hamas med efterretninger?

Efter angrebet viste det sig hurtigt, at Hamas havde et utroligt dybt kendskab til de israelske militærinstallationer langs grænsen. Det har ført til krav om en uvildig undersøgelse. Benjamin Netanyahu og flere medlemmer af regeringen har officielt udtalt, at “en egentlig undersøgelse først kan igangsættes, når krigen mod Hamas er afsluttet.” Dette har flere gange ført til kritik og beskyldninger om, at de sylter undersøgelserne, altså bevidst udskyder for at undgå ansvar.

Hvorfor?

Ingen er i tvivl om, at det var Hamas, der udførte den enorme og uhyggelige terroraktion, men sikkert er det også, at den øverste israelske ledelse besad masser af viden om, hvad der ville ske, og at de havde kapacitet til at forhindre det – men kun traf beslutninger, der ville forværre udfaldet. Og selvom oplysningerne i denne tekst er kendt af de fleste israelere, har mange valgt at tro på de officielle israelske forklaringer om, at det alene skyldes forvirring, fejllæsninger, overmod og tilfældigheder.
Spørgsmålet er, om vi også skal tro på Netanyahu, eller om han har lavet det, man i skak kalder en gambit: Et træk, hvor man bevidst ofrer en af sine egne brikker tidligt i spillet for at opnå en strategisk fordel, der kan føre til senere sejr. Over tusind uskyldige israelere blev måske ofret, for efterfølgende at kunne legitimere og samle folkelig opbakning til udslettelsen af Gaza og dens befolkning. Et klassisk træk fra skakken og magtens drejebog, som har vundet et utal af spil og legitimeret mangt en despot.

Udvalgte kilder

Om Hamas-angrebsplanen

Om pengeoverførsler til Hamas

Om ignorerede advarsler

Om egyptiske advarsler

Om den underlige ordre

Om Nova-festivalen

Om Netanyahus Hamas-strategi

Sekundære kilder